I september 2023 kommer jeg endelig tilbage til Nicaragua. Det er 6 år siden, at jeg har været der sidst. Denne gang skal jeg være i landet i seks uger for at arbejde frivilligt for den organisation, som vi hjælper via Inhijambia Danmark, nemlig Asociación Inhijambia i hovedstaden Managua. Jeg tager min datter Amaya på 14 år med. Hun går normalt i den lokale folkeskole i Nørresundby i 8. klasse, men får heldigvis lov til at forsømme en masse skoletimer til fordel for det frivillige arbejde på den anden side af Atlanterhavet. Vi er SÅ klar til en oplevelse for livet. Jeg har sparet penge op i mange år for at kunne rejse, og selvom vi bor hos familie i Nicaragua, er det alligevel en kæmpe udskrivning med dyre flybilletter og 6 ugers ophold uden lønnet arbejde, men det er det hele værd, og mere til…

Amaya og Jeanette i Nicaragua

Amaya og jeg arbejder på organisationens dagscenter for piger. Her er der tilknyttet 70 piger i alderen 9-18 år, og de kommer fra mandag til fredag. Ved ankomst serveres der morgenmad for dem hver dag, hvorefter der er lektiehjælp i bl.a. matematik, engelsk og spansk (f.eks. læsning og stavning).

Godt gang i lektiehjælpen efter morgenmaden Efter lektiehjælp er det tid til fire forskellige værksteder, som pigerne roterer imellem: dans, IT, musik og krea/håndarbejde. De er typisk en længere periode i hvert værksted. Drengene fra Asociación Inhijambias andet og nærliggende dagscenter – kun for drenge – kan også deltage. Her er der tilknyttet ca. 40 drenge i samme aldersgruppe som pigerne. Der er psykologer ansat på begge dagscentre til at hjælpe pigerne og drengene med bl.a. at bearbejde de traumer, som de hver især kommer med. Psykologerne laver også familieterapi. Når værkstederne slutter, får børnene og de unge frokost på centrene, tager skoleuniformer på og gør sig klar til skole, der typisk varer fra kl. 13-17. Skoleuniformer er obligatoriske i Nicaragua, og dem betaler Asociación Inhijambia for. Dagligt sørger de ligeledes for at give småpenge med til bussen til de piger og drenge, der bor et stykke væk fra skolen og/eller dagscenteret. Ved skoledagens afslutning tager alle hjem og tropper næste morgen atter op hos Asociación Inhijambia, når det er tid til morgenmad. Børnene og de unge bor alle i miserable hjem.

Billeder fra et af pigernes hjem

Pigerne på dagscenteret

Amaya og jeg bliver altid taget kærligt imod på dagscenteret af smilende og dejlige piger. De gemmer hver især på barske og triste historier om bl.a. vold i familien, seksuelt misbrug og/eller børnearbejde, og alle er de fattige. Det synes så uvirkeligt at tænke på, for det vi ser er jo glade ansigter på piger, der griner, snakker og er nysgerrige. Man får ondt i hjertet, når man hører deres historier og vil bare gerne have, at de har det godt. Vi møder dagligt en pige på 11 år. Lad os kalde hende Ángela. Hun blev førhen brugt til børnearbejde. Hun skulle sælge mangofrugter i byens lyskryds sammen med to mindre søskende. Hjemmet er præget af vold og alkoholmisbrug, da hendes far er alkoholiker og slår børnene og moderen, når han har drukket. Ángela kæmper, som størstedelen af de andre piger på dagscenteret, med lavt selvværd og ængstelighed og får psykologhjælp af Asociación Inhijambia. Hun elsker at være med i danseværkstedet.

Salg af mangofrugter i et lyskryds

Køkkenet i Ángelas ydmyge hjem

Amaya og jeg tilbringer også tid med et søskendepar på henholdsvis 9 og 10 år. De er begge blevet seksuelt misbrugt af deres mormors partner. Derudover bliver de slået af deres mor og stedfar. Asociación Inhijambia tager så vidt muligt på hjemmebesøg hver dag hos familien, og moderen og stedfaderen er i familieterapi hos organisationen.

Mormoderens partner er stukket af fra hjemmet. Når familierne indvilliger i det, hjælper Asociación Inhijambia dem med at anmelde krænkeren til myndighederne. Hjemmebesøg Mens børnene og de unge er i skole, tager Amaya og jeg flere gange med et par af medarbejderne på hjemmebesøg. Vi oplever ubeskriveligt fattige hjem, der huser mange mennesker og også grise midt i det hele. Jord på gulvet, nogle få plastikstole, måske en enkelt gammel madras og total mangel på mulighed for privatliv. Trods de ydmyge kår bliver vi budt indenfor med smil. Vi ankommer jo sammen med nogle af de gode folk fra Asociación Inhijambia, som hjælper de udsatte børn og unge og deres familier og tydeligvis er vellidte, ikke mindst når de tager rundt på hjemmebesøg. Tryghed, omsorg og støtte Børnene og de unge, der kommer på dagscentrene, bliver hver eneste dag mødt af masser af tryghed, omsorg og støtte, og jeg tænker, at det bl.a. må være det, der får dem til at stråle af glæde. Hos Asociación Inhijambia møder de hjertevarme mennesker, der vil gøre alt for, at de skal have og få det godt, og for at de skal få opfyldt deres drømme, få en uddannelse og et godt liv. For både Amaya og mig var det et kæmpe privilegium at få mulighed for at arbejde sammen med alle de dedikerede medarbejdere og ikke mindst at være sammen med og hjælpe nogle af alle de fantastiske piger på dagscenteret i Managua. Det blev, helt som forventet, en oplevelse for livet…