Nogle af de unge, der har fået hjælp af Asociación Inhijambia, har indvilget i at dele deres historie med os fra Inhijambia Danmark. Det er vi meget glade for, og vi synes, at de er meget modige, idet de står frem og fortæller deres meget barske og personlige historier. Deres navne er blevet ændret, og billederne af deres ansigt sløret.
Asociación Inhijambia er den organisation i Nicaraguas hovedstad Managua, som Inhijambia Danmark er sat i verden for at støtte økonomisk.
Først lidt baggrundsviden
Det Orientalske Marked. Du har måske hørt navnet i forbindelse med Asociación Inhijambias arbejde. Dette notorisk berygtede marked bliver betragtet som Mellemamerikas største og blev i 2014 beregnet til at fylde 106 hektar og beskæftige 40.000 mennesker. Markedets centrum er et virvar af boder i alle størrelser og smalle korridorer, som snor sig mellem boderne og gamle ruiner fra før det ødelæggende jordskælv i 1972. I udkanten af dette kaos ligger en masse større butikker og lagre. Markedet er nogenlunde delt op i sektorer, så du har kød et sted, grøntsager et andet, tøj et tredje og andre ting et helt fjerde og femte sted.
Du kan finde stort set alt på markedet, og en klassisk joke blandt Managuas indbyggere er, at hvis du har brug for et krydsermissil eller en ubåd, er det bare et spørgsmål om at lede længe nok på markedet. Ligeledes er det stedet, du skal hen, hvis du vil tilbagekøbe dine stjålne ejendele. Den indre del af markedet betragtes som mere farlig og bruges mest af nicaraguanere med få økonomiske ressourcer. Butikkerne i udkanten kan nemt besøges, og der kan med lidt held findes parkering lige uden for butikken. Der er helt sikkert også en eller anden, som tilbyder at passe på bilen, hjælpe med at finde dine varer og slæbe dem tilbage til bilen.
Selvom politiet har gjort et stort stykke arbejde ud af at forbedre sikkerheden på markedet, og det muligvis lyder fristende at besøge det, er det ikke nogen turistattraktion, og det anbefales på det kraftigste at holde sig væk som turist. Hvis man arrangerer et besøg gennem Asociación Inhijambia, kan man med større sikkerhed blive vist rundt af deres medarbejdere, der ofte kommer derinde. Det er en meget barsk, men interessant oplevelse.
Markedets navn leder tankerne hen på Asien, men det er i virkeligheden bare et udtryk for, at markedet i sin tid lå i den østlige del af byen. I dag ligger det nærmere i centrum, men har altså bevaret navnet.
Børn og unge fortæller deres historie
Søstrene Anayancy og Maryeli Gonzalez
FØR: Billedet over viser det miljø pigerne voksede op i, hvor de ledte efter mad og plastik til genbrug for at hjælpe deres mor.
NU: Med den støtte pigerne får fra Inhijambia, har man købt køjeseng til pigerne og dobbeltseng til mor og stedfar, gasblus, borde, stole, gastank, køkkengrej, sengetøj, og andet.
Pigerne behøver ikke længere at samle skrald, men møder hver dag op på Inhijambias center, hvor de får morgenmad og frokost, læser lektier, socialiserer med andre børn, og i øvrigt deltager i Inhijambias aktiviteter.
Pigerne takker alle der støtter Inhijambia, og derved hjælper dem med at blive som ildfluer, der vil være lys i fattigdommens og de sårbares mørke.
MANGE TAK!
Karina Gard
Mit navn er Karina Gard, og jeg er født på den caribiske side af Nicaragua. Jeg har fire søskende, og da jeg var fem år gammel, tog mine forældre mig med til Managua i det håb, at vi alle ville få et bedre liv. Min far begyndte at lede efter arbejde, men fandt ikke noget, og der var ikke noget at leve for. Tit spiste vi slet ikke. Vi havde ingen mad. Mine søskende og jeg begyndte at opholde os i lyskrydsene for at tigge penge og hjælpe til husholdningen. Vi boede i en gammel ruin sammen med en masse andre mennesker, mest tyveknægte, prostituerede og stofmisbrugere… Det var et miljø fuld af vold, armod og frygt. Der boede vi i 11 år, indtil regeringen skabte det vigtige og landsdækkende ”Boliger til Folket”-projekt. Hver familie fik sit eget hus, og det var sådan en lettelse, ikke kun fordi ruinen lå i en jordskælvszone, men også på grund af de mennesker som boede der sammen med min familie og mig. Det var en forfærdelig tid, som jeg ikke ønsker at erindre – en tid jeg ønsker, at jeg kunne slette fra min hukommelse.
Det var i lyskrydsene, at jeg lærte Inhijambia at kende, da jeg blev opsøgt af deres undervisere. De gav mig beskyttelse, psykologhjælp og hjalp mig videre med mine studier, og jeg er nu 3.-års elev på sygeplejerskeskolen, hvor jeg allerede er i praktik på et offentligt hospital.
Jeg tør ikke forestille mig, hvad der ville være sket med mit liv, hvis jeg ikke havde mødt folkene fra Inhijambia. Jeg er nu en ung pige på vej til at opnå alle mine mål. Jeg kan tjene lidt penge og hjælpe andre, blandt andet ved at tilbyde indsprøjtninger og pleje syge mennesker. Tak til Inhijambia og alle jer der støtter
os og hjælper os med at fuldføre vores drømme. I tager os ud af mørket og giver os en mulighed for at have et værdigt liv.
Emilio Calero
Hej, mit navn er Emilio Calero. Jeg er 19 år gammel og lever på det store orientalske marked i Managua centrum sammen med min familie. Vi bor lige op ad lossepladsen for hele markedets butikker og boder. Det er her, at der sælges stoffer. Kriminalitet, prostitution og vold er en del af hverdagen.
Jeg vil gerne fortælle jer lidt om mit liv. Det sværeste øjeblik i mit liv var, da jeg voksede op væk fra min familie. Min far kan jeg ikke fortælle jer noget om. Ham har jeg aldrig kendt. Da jeg var tre år gammel, solgte min mor mig til en herre. Jeg boede sammen med ham i ni år, og i al den tid så jeg ikke min mor og mødte ikke mine søskende. Da jeg blev 12 år, mødte jeg min mor igen, og jeg troede, at det hele ville blive godt igen. Det blev det ikke. Min mor sendte mig og min lillesøster ud for at løbe ærinder hver morgen klokken fire til hendes biks med madudsalg til renovationsarbejderne på lossepladsen. Jeg lærte desværre stofferne at kende, og der var tidspunkter, hvor jeg stjal til mine stoffer, men også for at høste anerkendelse blandt mine venner, som jo også misbrugte stoffer.
På markedet mødte jeg underviserne fra Inhijambia, og fra den dag af ændrede mit liv sig. Jeg lærte nye ting, og de sørgede for, at jeg kom i skole og i den rette klasse. Jeg blev heldigvis en dygtig elev og blev hurtigt færdig med primaria (de første 6 klasser af folkeskolen), og takket være gud er jeg den dag i dag også færdig med secundaria (svarende til gymnasiet i Danmark). Takket være al den støtte jeg fik fra Inhijambia, havde jeg et af de bedste gennemsnit på årgangen. I dag ved jeg rigtig mange ting, for hver dag jeg kom hos Inhijambia, lærte jeg noget nyt – noget nyt som jeg kan bruge til at udfordre livets problemer. Jeg har læst IT, engelsk og været på mange kurser, og jeg har repræsenteret Inhijambia overfor andre lignende organisationer. Jeg har givet tv- og radiointerviews sammen med andre fra Inhijambia. Asociación Inhijambia er som et lys, der oplyser min vej. I øjeblikket læser jeg til bogholder og er frivillig IT-instruktør hos Inhijambia. Jeg er en ung mand med mange drømme og ambitioner, og jeg håber, jeg kan blive ved med at give tilbage til de andre børn og unge, som har brug for hjælp til at få et værdigt liv.
Claudia Martínez
Mit navn er Claudia Martínez. Jeg kommer fra et hjem med alkoholiske forældre, et misbrug der rev familien fra hinanden. Min far forsvandt fuldstændigt ud af mit liv, og min mor råber og slår altid. Når hun er fuld, reagerer hun altid voldeligt. Førhen sendte hun mig på gaden for at tigge penge til hendes sprut, og jeg fik tit tæsk for ikke at have nok penge med hjem. Vi havde sjældent penge til mad, og det var en nabokvinde, der gav mig mad og fik mig i skole.
Da jeg var 10 år gammel, blev jeg misbrugt af min onkel. Han truede mig med at melde mig for tyveri, hvis jeg fortalte nogen om misbruget. Han sagde, at jeg ville ende i fængsel. Til sidst opdagede en dame, at han tog mig med ind på sit værelse, og hun protesterede, da hun så mig uden tøj på. Jeg var bange for at bede om hjælp, indtil en gruppe betjente lavede en aktivitet i vores kvarter. Jeg fortalte dem om mit problem, og de sendte mig til en psykolog hos politiets ungdomsafdeling. Hun anbefalede mig Inhijambia, hvor jeg nu har været i tre år. De har hjulpet mig med at overvinde mit livs traumer, og jeg har fortsat mine studier. Jeg har været på IT-kursus, og hos Inhijambia er jeg i koret, hvor jeg udover at synge også spiller guitar og klaver.
Min drøm er at afslutte secundaria (svarer til gymnasium i Danmark) og læse jura, så jeg kan forsvare andre børn og unge, som er blevet misbrugt på den ene eller anden måde.
Mange tak til Inhijambia for at hjælpe mig hver dag og for at have givet mig al den kærlighed og hjælpe mig med at opnå mine mål og få succes i livet.